Anmeldelse af ‘De loyale’

Titel: De loyale

Forfatter: Delphine de Vigan

Udgivet i 2018 på People’s Press, 200 sider

En bog der passer rigtig godt til kolde, våde efterårsdage.

Jeg havde virkelig store forventninger til denne her bog. For de Vigans nok mest bredt kendte bog, Alt må vige for natten, tog virkelig vejret fra mig, da jeg læste den sidste år. Den er både ubehagelig, ubærlig og uforglemmelig.

Sådan har jeg det ikke helt med De loyale, men jeg tror nu de fleste vil få noget ud af at læse den alligevel, og derfor får den en anbefaling.

Hvad handler den om?

Den bliver fortalt på skift af den 12-årige dreng Théo, hans lærer Hèlene, hans kammerat Mathis og Mathis’ mor, Cécile. Primært drejer den sig om Théo, som har svært ved at finde sig tilpas i kløften mellem sin mor og far, som er skilt og ikke længere taler sammen. I bund og grund handler bogen om den ubegrænsede loyalitet, børn udviser over for deres forældre, og de konsekvenser det kan have.

Den er let læst, en lille fiks paperback på knap 200 sider, som er nem at tage med i tasken. Men jeg synes aldrig rigtig den når de samme dybder og højder, som jeg havde håbet, og som forgængeren gør. Jeg ved godt, det kan være vildt irriterende, når man i anmeldelsen af én bog bliver ved at referere til en anden, men det gør jeg lige alligevel. For noget af det, der var så effektfuldt i Alt må vige for natten, var den stærke jeg-fortæller (hvad er det, det hedder, når man med vilje skal blive i tvivl om forfatteren og fortælleren er en og samme person?), og at man virkelig kommer ind under huden på hende.

I De loyale er det ikke nogen fordel, at der er fire jeg-fortællere, for der skiftes så hurtigt mellem dem i en samtidig virkelig kort bog, at jeg ikke for alvor kunne nå at forelske mig eller forstå dem ordentligt.

Men hvor jeg synes karaktererne på en måde forblev lidt på overfladen, så vinder bogen på sit sprog, de Vigan skriver ganske enkelt blændende. For eksempel som her, fra første side:

Det er barndommens love, der slumrer i vores kroppe, de værdier, der får os til at knejse med nakken, de grundprincipper, der gør det muligt for os at kæmpe imod, og de uigennemskuelige forskrifter, der tærer på os og holder os fanget. Vores vinger og vores lænker.

(Uddrag fra De loyale)

Det er i virkeligheden det, hele bogen centrerer sig om. At det betyder alverden, hvad man kommer af. Men jeg savner at blive taget lidt mere i hånden i forhold til at forstå både Hèlene og Théo i dybden. Og jeg keder mig ærligt talt lidt, når Mathis og Cécile fortæller.

Skal man læse den? Ja, hvis man er på udkig efter en lille efterårbog til de regnvejrsdage, hvor humøret er mest til te og tungsind. Delphine de Vigan skriver simpelthen så godt, at det vejer op for de lidt skitserede personer, og bogen er så kort og emnet så universelt interessant, at det er det værd uanset.

Men hvis ikke man har læst Alt må vige for natten og kun skal vælge én, så synes jeg nu alligevel man bør læse den i stedet.

Nøgleord: barndom, opvækst, skilsmisse, loyalitet, arbejdsløshed, alkohol, depression