Boganmeldelse af ‘Mænd uden kvinder’: Alt for lidt Murakami-magi

Titel: Mænd uden kvinder
Forfatter: Haruki Murakami
Udgivet: 2014 (på dansk ved Mette Holm i 2015)
Sidetal: 210

En novelle rummer for lidt plads til at folde en rigtig Murakami-fortælling ud. Det må være min konklusion efter at have læst novellesamlingen ‘Mænd uden kvinder’ med dens syv tematisk forbundne historier om ensomhed, kærlighed og identitet.

Det skorter som sædvanlig hverken på katte, jazzmusik eller forvirrede karakterer, og det holder jeg meget af, men jeg mangler den hjertevarme, der som regel farver hans længere romaner.

Jeg elsker normalt Murakami. Det føles som eskapisme i sin pureste form; man kan putte sig i hans magiske realisme, drukne i hans metaforer og drømme sig væk i et for mig eksotisk, japansk univers af ukendte bynavne og personer der opfører sig sært. Han er en mester i at beskrive hverdagen og de mindste små sysler, såsom at spise havregryn eller binde sine snørebånd, ultrapræcist og som noget vigtigt og dyrebart. Noget, der især kommer til sin ret, når han skriver langt og lader personerne og deres små gøremål og tanker fylde og ligesom udfolde sig i realtid. I denne novellesamling bliver det nærmest lidt banalt det hele, fordi han kun lige får fortalt skitsen af sin historie hver gang.

Lad mig prøve at uddybe, hvad jeg mener.

De fleste af de syv noveller tager udgangspunkt i en mand (der fortæller om en anden mand), som har sig nogle gevaldige problemer med en kvinde. Det ligger selvfølgelig også i titlen, men jeg synes det bliver lidt ensformigt at høre om den ene usympatiske, utro kvinde efter den anden. Desuden bliver hans sprog (som jeg normalt nyder for sin enkle stil) simpelthen for kedeligt, når han slår knuder på sig selv for at gentage, at det er svært for ham at skrive.

Og så var der så meget ufortalt, og det er irriterende, når det tager overhånd. Vi taler ikke om et lille drys mystik eller en enkelt åben slutning, men så mange gådefulde sætninger, at jeg mistænker ham for at være for doven til rent faktisk at have besluttet sig for, hvad den rigtige baghistorie er (hvilket jeg naturligvis ikke rigtigt tror er den rigtige forklaring). Som her, hvor det aldrig bliver forklaret videre:

Derfor kan jeg kun afsløre, at jeg kendte hende i ganske kort tid for meget længe siden, og at vi var tæt knyttet til hinanden, man at der skete noget, så vi blev nødt til at skilles.

– ‘Mænd, som ikke har en kvinde’, side 174

Alting behøver ikke altid blive forklaret, og nok særligt ikke i noveller. Men jeg synes det ufortalte fylder så meget, at jeg ikke rigtigt investerede mig i historierne og var nærmest ligeglad med, hvad der skete i dem.

Til gengæld har novellerne i overflod af opfindsomhed, og flere af dem er meget rørende på hver deres måde. Som ‘Det selvstændige organ’, hvor en selvglad, succesfuld læge sulter sig af sorg over en kvinde, han ikke kan få; og i ‘Kino’, hvor en mand hvis kone har været ham utro først må lære at føle sin sorg, før han kan komme videre og leve igen. De er begge så fint fortalt med alskens kattemetaforer og rejser og postkort og affærer og drinks og femme fatales, at det stadig er værd at læse bogen.

Men jeg er nu glad for, at bogen ikke var længere.

Det er selvfølgelig også muligt, at jeg bare slet ikke forstod den eller ikke egner mig til noveller.

Vurdering: 3 stjerner (ud af 5)

Nøgleord: Murakami, noveller, ensomhed, kærlighed, mænd og kvinder, katte, magisk realisme, mystik, at miste, forladthed, identitet

Reklamer

Et eventyr, der løber af sporet: Boganmeldelse af The Hazel Wood

Titel: The Hazel Wood (læst på engelsk)
Forfatter: Melissa Albert
Udgivet: 2018
Sidetal: 359


Et eventyr, der er vendt på vrangen, lidt som et ellers idyllisk billede, der hænger skævt eller en spilledåse, der spiller for langsomt, så det nærmest bliver frastødende, sørgmodigt, ildevarslende.

Sådan havde jeg det med The Hazel Wood, som på den ene side er en klassisk dannelsesroman om den 17-årige Alice, der pludselig bliver kastet ud i at skulle redde sin kidnappede mor, og på den anden side er en fantasyfortælling om en forvreden eventyrverden.

Genremæssigt ligger The Hazel Wood et sted mellem fantasy, ungdomsbog (YA) og thriller, og normalt tror jeg ikke jeg ville have valgt den, da jeg som regel er til bøger med lidt mere fodfæste i virkeligheden. Men da jeg er kommet med i en bogklub, hvor det var månedens bog, gjorde jeg det alligevel.

Og pyh! Jeg kan lige så godt sige det, som det er. Jeg er en bangebuks, og jeg synes den var virkelig skræmmende. Mest i begyndelsen, hvor man bid for bid bliver præsenteret for den dystopiske eventyrverden, Alices mormor har skrevet om i en mystisk bestsellerbog, der mærkværdigvis ikke længere er til at opstøve nogle steder.

Noget af bogen foregår i vores almindelige verden, noget af bogen foregår i eventyrene, og ideen – som jeg ikke vil spoile – er original og interessant. Velskrevet, hæsblæsende, mystisk og til tider bloddryppende klam og uhyggelig. Jeg tabte dog lidt pusten i anden halvdel af bogen, hvor tempoet er skruet op, men jeg tror det er en smagssag. For nogen vil det sikkert være den fede halvdel.

Vurdering: 3 stjerner

Jeg var virkelig godt underholdt, og eneste grund til at den ikke får mere end 3 stjerner er, at anden halvdel som sagt tabte mig lidt, og at nogle af personerne for mig var lidt fladt beskrevet til fordel for et højt tempo.

Læst færdig: 16/12 2018, Anmeldt: 9/1 2019

En bog af få ord, som efterlader mange tanker: Anmeldelse af ‘de’

Titel: De
Forfatter: Helle Helle
Udgivet: 2018 på Rosinante, 157 sider


Allerede fra jeg læser første side i en bog, ved jeg, om den irriterer eller fænger mig i det lange løb. Eller sådan plejer det at være. Men med Helle Helles nye roman ‘de’ var det anderledes.

Jeg har aldrig læst noget af hende før og var først irriteret over de korte sætninger, de nærmest staccato-agtige observationer. Men så vænnede jeg mig til det, og lige pludselig så jeg verden præcist som bogens mor og datter så den.

Vi følger datteren gennem billig papvin, kolde cykelture, første dag på gymnasiet, de utallige busture, der er nødvendige, når man vokser op i en lille by ret afsides, og vi følger moren på hendes arbejde i butik og gennem et temmelig alvorligt sygdomsforløb. Det er så lidt klichéfyldt, som det kan være. Alle sætninger virker rigtige, der er ikke et ord for meget. Som når moren efter at være kommet afkræftet tilbage fra sygehuset forsøger at genoptræne sig selv:
Med hensyn til motion i en dagligstue er et fritstående spisebord en fordel. Man kan gå flere kilometer omkring det, det er bare et spørgsmål om at blive ved” og “Benene svinges bagud mange gange på skift, som skal man nedlægge standerlampen. Undervejs får man øje på skidt og møg, en halv kiks under sofaen, et loddent panel. Men ingen andre ser jo stuen fra denne vinkel.

‘de’, side 143

Det virker måske småt taget ud af en sammenhæng, men i længden er det brudstykker af et liv og meget rørende. De små følelser og observationer, som i virkeligheden er enormt vigtige. Som hvor vigtigt det kan være at få fat i lige præcis et blomkålshoved, når ens mor har været syg, og det, hun har allermest lyst til, er blomkålsgratin.

Vurdering: 4 stjerner ud af 5

Læst færdig 6/12 2018; Anmeldt: 23/12 2018

Nøgleord: opvækst, mor-datter-forhold, sygdom, ungdom, landsby, hverdag

Eleanor Oliphant er et særdeles godt bekendtskab

Titel: Eleanor Oliphant har det helt fint
Forfatter: Gail Honeyman
Udgivet: 2018
Oversat af: Anne Mette Poulsen
Sidetal: 327

Eleanor Oliphant er sådan en heltinde, man er lidt irriteret på til at begynde med, men som man får mere og mere sympati for – og jeg endte med simpelthen at være så glad for denne her bog.

Bogen handler om den spøjse Eleanor Oliphant, og vi ser verden udelukkende fra hendes synsvinkel, som ofte er temmelig forskruet. Hele hendes liv er systematiseret og nøje planlagt, og hun fordriver tiden med at gætte krydsogtværs og se dokumentarer i tv. Indtil hun tilfældigt møder Raymond, en kollega fra it-afdelingen, og så kommer der endelig lidt skred i Ms. Oliphants lidt stillestående liv.

Historien foregår i Glasgow, men tid og sted betyder ikke så meget, egentlig kunne den have fundet sted i en hvilken som helst storby. Det, der virkelig fungerer, er den måde Eleanor lige så stille går fra at have affundet sig at være en ensom – og aldrig på en bitter måde – til lige så stille at lukke flere mennesker ind i sit liv, og man kan ikke lade være med at heppe på hende og heppe på, at det hele bliver godt til sidst. Undervejs i bogen går det nemlig lige så stille op for læseren, at der er sket noget vigtigt – og nok også ubehageligt – i Eleanors barndom, og den del er med til at gøre bogen til mere end “blot” en sjov fortælling om en lidt uheldig enspænder.

For mig handlede ‘Eleanor Oliphant har det helt fint’ især om ensomhed og om, hvordan oplevelser i barndommen kan sætte dybe spor i voksenlivet. Det er ikke hverken nyt eller banebrydende i sig selv, men måden historien er fortalt på er dybt original og aldrig for svær, for tung eller for kedelig, og aldrig ligegyldig. Fordi den er så vittig og let i tonen, slipper den af sted med at fortælle en faktisk ret trist historie om, hvordan Eleanor (og mange andre, utvivlsomt) nemt bliver væk i det offentlige system af plejefamilier, ydelser, sagsmapper og kontaktpersoner, der aldrig går spor op i hvordan hun i virkeligheden har det. Den formår virkelig at tage fat i ubehagelige emner på en måde, så man ikke læser den med tungt hjerte, men med varmt.

Kort fortalt: ‘Eleanor Oliphant har det helt fint’ er en meningsfuld, rørende og vigtig fortælling pakket ind som farverig og herlig feelgood-roman.

Vurdering: 4 stjerner (og den kunne næsten godt få 5, hvis man skal vurdere den inden for sin genre, feelgood-romaner. Men hvis jeg skal vurdere den i forhold til mine yndlingsbøger, så får den 4)

Læst færdig: 29/11 2018, anmeldt: 23/12 2018

Nøgleord: Ensomhed, feelgood, psykisk sygdom, barndom, venskaber, systemet, plejefamilier, idoler, fortid

Barndomsveninder og for evigt konkurrenter – en anmeldelse af Swing time

Titel: Swing time
Forfatter: Zadie Smith
Udgivet: 2016 på dansk af Rosinante
Dansk oversættelse ved Steffen Rayburn-Maarup
453 sider

Dans. Masser af dans. Sådan lægger Swing time ud, som en bog om to brune piger i det nordvestlige London, der kæmper for at finde deres plads i verden, når man er barn af en hvid og en farvet forælder. Dansen løber som en rød tråd gennem bogen, men det er en tråd, som bliver tyndere og tyndere og fylder gradvist mindre i historien.

Hvad der i starten virker til at betyde alverden; tåspidssko, Mr. Bojangles, Michael Jackson-trin, swing, dansefilm, balletlektioner, dansetimer og opvisninger – føles sidenhen mindre vigtigt. Det, der for alvor fylder noget, er hovedpersonens bardomsveninde Tracey, selvom de to i store dele af bogen slet ikke har kontakt. De to piger går til dans sammen i barndommen, men kun Tracey forfølger drømmen og bliver professionel danser, mens fortælleren bliver assistent for en stor popstjerne og rejser verden rundt med hende. 

Den første halvdel af bogen var virkelig dragende, og jeg elskede at læse om de to pigers venskab og deres opvækst i et arbejderkvarter i London. Centralt for historien er fortællerens ret anstrengte forhold til sin mor, som ser uddannelse som den eneste rigtige vej ud af slummen, noget hun både bruger al sin egen tid på, og som hun opfordrer sin datter til at gå efter. Og der er et spændende kontrastforhold mellem Traceys temmelig upædagogiske, men meget støttende mor og fortællerens politisk korrekte, men ret fraværende mor.

Til gengæld kedede jeg mig noget i hele den midterste del, hvor fortælleren rejser rundt i verden med popstjernen Aimee. Jeg forstod aldrig rigtig, hvad denne del betød for hendes liv, og jeg så den mest som en lidt kedelig parentes, hvor hun ikke ved, hvad hun vil.

Generelt er bogen en del bedre end de anmeldelser, jeg har læst, giver indtryk af, og måske på grund af lave forventninger, står jeg tilbage med en positiv oplevelse af bogen og giver den 4 stjerner. Måske fordi temaet mindede mig om mine favoritbøger i øjeblikket, Elena Ferrantes Napoli-romaner, hvor også to pigers komplicerede venindeskab er omdrejningspunkt. Jeg kan godt lide, når venskaber skildres som det, de er, nemlig forgængelige, foranderlige, stærke, svage og fulde af både kærlighed og masser af misundelse.

Læst færdig: 6/12 2018 // Anmeldt 17/12 2018

Nøgleord: Barndom, opvækst, barndomsveninder, identitet, oprindelse, race, etnicitet, mor-datter-forhold, London, fremmedhed, dans

Nationalromantisk klassiker: Boganmeldelse af ‘A tree grows in Brooklyn’

Titel: A tree grows in Brooklyn (på dansk: Der vokser et træ i Brooklyn)
Forfatter: Betty Smith
Udgivet: 1943, 442 sider


Man fornemmer den amerikanske drøm som en konstant rislende strøm under alt, hvad der sker i Betty Smiths klassiker ‘Der vokser et træ i Brooklyn’, og det er både bogens styrke og dens svaghed.

Vi følger pigen Francie Nolan, som vokser op i Brooklyn i tiden omkring århundredeskiftet og Første Verdenskrig sammen med forældrene og lillebroren Nealie. Alt handler om at klare sig bedre, at uddanne sig, at tjene penge til at klare hverdagen, og vi følger Francies mor slide i det med flere rengøringsjob og hendes fars knuste drømme om en sangkarriere, der ender i usikre job som syngende tjener og alt for meget alkohol.

Det er en til tider tung, men også virkelig bevægende mursten af en bog, som beskriver en hård barndom og en hård tid, hvor mange drak for meget og de fleste havde for lidt. Under de omstændigheder er det klart, at mantraet blev, at det er muligt at blive til noget, selvom man kommer af ingenting.

Heltinden Francie Nolan beskrives som en kvik læsehest, som er fast besluttet på at uddanne sig og komme længere, end hendes liv umiddelbart lægger op til. Bogen har mange fine beskrivelser, især af miljøet i boligblokkene i Brooklyn, men der er også mange klicheer og åbenlyse sandheder, såsom den lidt tykke metafor mellem det træ, der vokser stædigt op i en mørk gård i Brooklyn og Francies faste beslutning om at klare sig bedre end det, hun er kommet af.

Det var angiveligt en af de mest populære af de paperbacks, der blev sendt gratis til de amerikanske soldater under Anden Verdenskrig, og jeg forstår egentlig godt hvorfor. Den er ret sentimental, og som amerikansk soldat på fremmed jord er det måske dejlig nostalgisk med al den nationalromantik.
Men jeg må indrømme, at jeg hen imod slutningen af bogen fik nok af Francies rørstrømske – og må man kalde dem banale? – tanker:

Dear God, let me be something every minute of every hour of my life. Let me be gay; let me be sad. Let me be cold; let me be warm. Let me be hungry… have too much to eat. Let me be ragged or well-dressed. Let me be sincere- be deceitful. Let me be truthful; let me be a liar. Let me be honorable and let me sin. Only let me be something every blessed minute. And when I sleep, let me dream all the time so that not one little piece of living is ever lost.

Uddrag af ‘A tree grows in Brooklyn’, 1943

Francie er næsten for korrekt og for ordentlig til, at man reelt tror på, at sådan en pige kunne have eksisteret. På den anden side er historien skrevet for 75 år siden, hvor det muligvis var sådan piger tænkte, eller muligvis var det bare sådan man skrev om, at piger tænkte.

Ret skal være ret. Der er også hårde, kontante passager om, hvordan Francies mor ikke elsker hende lige så meget som hun elsker broren, og hvordan hendes far gang på gang falder tilbage på flasken. For mig var den dog alt i alt lidt for lang og fangede mig aldrig hundrede procent.

Måske man skulle have læst den som barn. Så tror jeg det ville være et nostalgisk tilbageblik, lige som jeg har det med Astrid Lindgrens Bulderby-bøger. Måske de for en ny, voksen læser på samme måde vil have svært ved at stå distancen? Hvem ved.

Jeg giver ‘A tree grows in Brooklyn’ 3 stjerner og anbefaler den til folk, der godt kan lide klassikere og amerikansk litteratur.

Nøgleord: Barndom, mellemkrigstid, USA, fattigdom, Brooklyn, New York, opvækst, dannelsesroman, pigeliv

Intim, men intern bog af tidens mest kendte, ukendte italiener: Anmeldelse af Frantumaglia

Titel: Frantumaglia – Mit liv i ordene
Forfatter: Elena Ferrante
Udgivet i 2018 på C&K forlag (en opdateret udgave af første udgave fra 2003)
Sidetal: 442 sider

IMG_20181106_095317.jpg
Der går ofte mange år mellem Elena Ferrantes bogudgivelser, og derfor vil denne her murstens-bag-om-bog sikkert vække glæde blandt Ferrante-fans.

Én ting står i hvert fald klart efter at have læst Frantumaglia, den seneste bog af den italienske pseudonym-forfatter Elena Ferrante, nemlig at alle altid vil vide, hvorfor hun har valgt at være anonym. Men Ferrante køber ikke på noget tidspunkt præmissen for det spørgsmål. Hendes bøger ER underskrevet, og forfatteren står så rigeligt frem mellem linjerne i det skrevne, svarer hun. Hver gang. Sådan kører spørgsmål og svar i ring, og det fylder i min optik lidt meget i bogen.

Men er man, som jeg, fuldstændig vild med Napoli-romanerne om pigerne Elena og Lilas venskab i 1950’ernes Napoli, er Frantumaglia alligevel værd at læse.

Hvilken slags bog er det?
‘Frantumaglia’, som kan oversættes noget i retning af splintring, brudstykker eller fragmenter, og som refererer til den proces, Ferrante altid går igennem, når hun skriver, er en samling af mailkorrespondancer, noter, romanfraklip og interviews med Elena Ferrante gennem de sidste 20 år. Den er redigeret af hendes forlæggere Sandra Ozzola og Sandro Ferri, og intet i bogen er skrevet med henblik på bogudgivelse.

Derfor virkede det for mig i første omgang lidt misvisende, at den har Elena Ferrante som forfatter, for det føles ikke som om, hun har skrevet bogen. På nogle måder føles det faktisk som om hun kun modvilligt bidrager til den, og det giver en sær oplevelse af at snage i noget, man ikke burde snage i. For eksempel de personlige mails mellem forlæggerne og Ferrante om, hvorfor hun ikke ønsker at stille sig frem offentligt og sælge sine bøger, eller de talrige interviews hvor Ferrante afviser at svare på spørgsmål om sig selv.

Man skal altså fra starten forberede sig på, at det ikke er en ny Ferrante-bog, man har mellem hænderne. Det er en bag om-bog, som lover eksklusivt materiale fra Ferrantes hånd og et indblik i, hvorfor hun har valgt at være anonym. Det får man også – fra uudgivne passager af tidligere bøger til en lang række interviews om lige præcis hendes anonymitet – men man får også en masse fyld, og redigeringen kunne godt have været skarpere og bogen kortere.

Der er dog i min optik ingen tvivl om, at Elena Ferrante er en af nutidens mest spændende forfattere, og jeg labber hendes skarpsindige og altid gennemtænkte overvejelser og ord i mig. For eksempel kan jeg virkelig godt lide hendes analyse af, hvordan folk læser bøger forskelligt:

Mellem den bog der bliver udgivet, og den bog som læserne køber, er der altid en tredje bog, en bog hvor der ved siden af de skrevne sætninger er dem som vi har forestillet os at have skrevet, ved siden af de skrevne sætninger læserne læser, er der sætninger de har forestillet sig at have læst. Denne tredje bog, der er uhåndgribelig, foranderlig, er ikke desto mindre en rigtig bog. (…) Det er den bog som man skaber i samspillet mellem livet, det skrevne og det læste.

(Uddrag af Frantumaglia, side 211)

Desuden er der isnende smukke bogpassager, som hun aldrig har udgivet, hvor man føler sig priviligeret at få lov at kigge med, og efter endt læsning er jeg kun blevet endnu mere sulten på at genlæse de fire Napoli-romaner, og endnu mere utålmodig efter, at hun snart har nyt på vej.

Lidt malurt
Men hvorfor er bogen så lang, og hvorfor er den så rodet? Taget i betragtning af hvor sindssygt pernitten hun er i forhold til at få sine tekster udgivet (der gik ti år fra hendes første udgivelse til den næste, da hun simpelthen smed alle de mellemliggende skriverier ud, fordi de med hendes ord “manglede sandhed”, altså ikke var gode nok), så kan det undre, at denne rodede bunke notater, mails, interne korrespondancer og mere eller mindre interessante interviews er kommet igennem nåleøjet.
Derudover er det lidt trættende gang på gang at læse, hvordan hun snørkler sig uden om at fortælle, hvem hun er. Hun har helt klart sine grunde, som også forklares nøje i bogen, og jeg kan egentlig godt forstå, at hun helst vil forblive ukendt og lade bøgerne tale for sig selv, men derfor er det alligevel irriterende, hvor mange gange hun bliver spurgt om netop det.

Den vigtige korrektur
Jeg fandt det desuden irriterende, at bogen i den danske oversættelse har så mange sproglige fejl. Det er slåfejl, forkerte og manglende endelser, forskellige oversættelser af bogtitler mm. Det er noget sjusk, og det minder somme tider næsten om en maskinoversættelse.

Det er synd, især fordi hun selv virker så detaljeorienteret, hårdtarbejdende og ordentlig, også med korrekturen. For eksempel skriver hun om den sidste, febrilske fase af sin skriveproces: 

Jeg laver lister af ord, jeg nedskriver sætninger jeg hører på gaden. Jeg arbejder hårdt, også med korrekturen, og der er intet som ikke kan ende i historien i sidste øjeblik (…).

(Frantumaglia, side 318)

Men ÅH! hvor kan hun skrive, hvor kan hun tænke, så man bliver helt høj. Hun sætter i den grad hjernen på arbejde, og hendes overvejelser om alt fra god og dårlig litteratur over Italiens situation, moderskabet, venskaber, feminisme og oprindelse er på en gang tankevækkende, horisontudvidende og inspirerende.

Vil jeg anbefale den?
Ja, hvis du føler dig som en ægte Ferrante-fan. Men du skal nok have læst alle hendes bøger for at få det fulde udbytte. Har du (som jeg) kun læst Napoli-romanerne, kan du overveje først at starte midtvejs i bogen, for her tager guldkornene fart. Man får for eksempel bonusinfo om det kvarter, Lila og Elena vokser op i, hvem Ferrante spejler sig mest i af personerne i bogen, og hvordan hun bevidst har fået hovedpersonen, Elena, til ubemærket at gå fra kontrolleret forfatterspire i begyndelsen af romanerne til tvivlende nervevrag til slut. En detalje jeg ikke havde tænkt over før.

På grund af de mange skønhedsfejl, og at den er for lang, får den 3 ud af 5 stjerner. Men jeg kommer helt sikkert til at læse i hvert fald dele af den igen.

Nøgleord: faglitteratur, biografi, breve, interviews, Italien, bag-om, anonymitet, feminisme, kvindeliv, mor-datter-forhold