Det bedste og det værste, jeg har læst denne sommer ☀️

August måneds bøger. Bortset fra Hot Mess var jeg virkelig vild med dem alle.

Normalt læser jeg ikke mere end en eller højst to bøger på en måned, men her i sommer har jeg virkelig fået prioriteret min læsning (og så har jeg haft fire ugers sommerferie). I juli og august har jeg indtil videre læst 12 bøger – og der har været alt fra de bøger, jeg arrigt var ved at smide fra mig uden at læse færdig til dem jeg næsten ikke kunne læse, fordi de var så hårde (Kærlighedens Antarktis, jeg kigger på dig!) til dem, jeg bare fløj igennem og forlod med en varm, vidunderlig følelse – og så alt det derimellem.

Bøger jeg har læst i juli og august:

  • Alt, hvad jeg ved om kærlighed (af Dolly Alderton)
  • Max, Mischa & Tet-offensiven (af Johan Harstad)
  • Daisy Jones & The Six (af Taylor Jenkins Reid)
  • I miss you when I blink (af Mary Laura Philpott)
  • Kærlighedens Antarktis (af Sara Stridsberg)
  • Guds bedste børn (af Morten Pape)
  • Intet gælder (af Joan Didion)
  • Pigen, de sendte tilbage (af Donatella di Pietrantonio)
  • The Pine Islands (af Marion Poschmann)
  • Never Mind (af Edward St. Aubyn)
  • Nine perfect strangers (af Liane Moriarty)

De øverste fire får kæmpe store anbefalinger med fra mig, og man kan læse dem hvor som helst og når som helst – og uanset hvilket humør, man er i. Max, Mischa & Tet-offensiven er dog knap 1100 sider, så det skal man lige være klar til. Men bortset fra det er de letlæselige og virkelig velskrevne (og derudover hamrende forskellige, men der kommer anmeldelser af dem løbende, så stay tuned).

De næste fire er også helt umådeligt gode bøger, på nogle måder måske de allerbedste på denne liste, men de berører og beskriver hårde emner som vold og voldtægt, svigt, skyld og skam, drab, psykisk sygdom, stoffer og undergang. Så er I advaret. De er ikke lette at læse, men de bliver under huden og bagerst i hovedet, så når man har mod på det, er det kæmpe anbefalinger.

De sidste tre var jeg ikke så vilde med, men det kan sagtens være, at de fungerer for andre, så jeg giver dem lige et par ord med på vejen alligevel:

NEVER MIND kunne jeg næsten ikke holde ud at læse, fordi den var så brutal og klam. En femårig dreng bliver udsat for ting, han ikke burde udsættes for, og det var mere end jeg kunne klare.

NINE PERECT STRANGERS var en chick-lit-sommerbog om ni fremmede, der alle tjekker ind på et luksus-wellnesshotel, hvor ejeren viser sig at være temmelig skør. Den fungerede bare slet ikke for mig. Jeg synes den var kedeligt skrevet og karaktererne var utroværdige – og jeg er ellers vild med Big little lies af samme forfatter.

THE PINE ISLANDS er faktisk en fin bog, objektivt set, om en mand der forlader sit hjem i Tyskland i al hast for at rejse til Japan, fordi han drømmer, at hans kone er ham utro. Den har fine, poetiske passager, men jeg vil være ærlig og sige at jeg kedede mig, men jeg tror, at hvis man har et forhold til Japan eller japanske digtere, er den værd at kigge nærmere på.

De otte øverste på listen vil jeg klart anbefale, så dem skriver jeg anmeldelser af snarest med lidt flere ord. Hvis ikke du kan vente, kan du trygt kaste dig over alle sammen uden at vide mere. DE ER GODE!

Reklamer

Knugende og mesterlig: Mini-anmeldelse af Kærlighedens Antarktis

I modsætning til traditionelle krimier fortælles Kærlighedens Antarktis fra den myrdede kvindes perspektiv.

Jeg kommer til dem i drømme. Jeg puster forsigtigt på Solveigs ansigt når hun ligger og sover, men måske tilfører jeg bare endnu flere skygger når jeg prøver at fylde hende med lys. Jeg ville ønske jeg kunne give hende et hjerte der tåler både kærlighed og katastrofer.

Kærlighedens Antarktis

Har gemt flere små sætninger fra denne bog, også flere end jeg plejer, fordi de ætser een, er så rå og uden omsvøb. Det er ikke svære sætninger, sproget er umiddelbart ikke så indviklet at forstå, men det er heller ikke helt let. Meget er usagt.

Først troede jeg faktisk ikke, jeg ville kunne blive fanget af denne bog. Men den gled så nemt af sted at jeg ikke kunne stoppe igen, og pludselig så jeg mig selv sidde og hulke lydløst, tårerne løb ned ad minde kinder, dryppede ned på min bluse, mens jeg læste.

Det er ikke fordi det nødvendigvis er en anbefaling i sig selv, det er jo ikke rart at græde, men Sara Stridsberg rammer noget ægte. Det er så sørgeligt, så helt, helt forkert at hun skulle miste sine to børn, at hun skulle miste sin bror, at børnene skulle miste deres mor inden hun overhovedet var død, også mere sørgeligt end at hun skulle miste sit liv. Sådan er det i hvert fald beskrevet. Den morgen hvor hendes lille familie på tre ligger intetanende  filtret ind i hinanden og socialforsorgen henter barnet, som skriger på sin mor hele vejen ud. Og den morgen hvor hun fødder sin datter, som hun har besluttet at give væk, de få timer hun har med barnet, før de tager det lille lyserøde barn. Jeg kunne nærmest ikke holde til det.


Det var ærgerligt jeg ikke fik lov til at leve, men på den anden side er der jo ingen der overlever livet. 

Kærlighedens Antarktis

Kærlighedens Antarktis fortælles af Inni, og det særlige ved denne fortælling er, at hun er død, man ved helt fra starten, at hun er blevet myrdet, men i modsætning til andre krimier, får hun – ofret – lov til at fortælle sin historie. En ret trist historie med stofmisbrug og svigt, men der er også masser af kærlighed og lys.

Det stærkeste i Sara Stridsbergs benhårde bog er beskrivelsen af moderkærligheden, både hendes egen, den fra hendes egen mor, og hvordan den er der, selvom den nogen gange slet ikke rammer barnet. Hun overdriver ikke, giver ikke for mange eller for få detaljer, hun rammer lige plet, og inden for en genre jeg elelrs aldrig læser, er den et mesterværk.

VURDERING: 4,5 stjerner ****’ (den sidste halve mangler kun, fordi den er så barsk, og det på en måde også kan blive for meget, en masse elendighed, man ikke helt ved, hvor man skal gøre af, at det ikke altid er fedt at tude mens man læser. Men den er virkelig tæt på 5)

TAGS: nordic noir, stofmisbrug, svigt, svenske forfattere, kærlighed, barndom, opvækst, mord, underklasse, alkohol, plejebørn, anbragte børn

Står du og mangler en sød, sjov, klog og velskrevet sommerbog? Så bør du gå uden om denne her

Den foregår på et wellness resort, men var alt andet end afslappende læsning.

Titel: Nine perfect strangers (på dansk: Et fængslende møde)
Forfatter: Liane Moriarty
Udgivet: 2018
Sidetal: 434

Jeg var ikke på udkig efter stor litteratur. En god og fængende sommerbog var egentlig alt, hvad jeg ledte efter. Alligevel blev jeg fælt skuffet over Big little lies-forfatterens nyeste bog, Nine perfect strangers, som finder sted på et lækkert wellness resort langt ude på landet i Australien.

Plottet er simpelt: Ni helt forskellige personer tjekker ind til på det samme lækre wellnesshotel, der lover, at man vil forlade stedet som en helt ny person efter et ophold på bare ti dage. Den karismatiske og mystiske russiske kvinde Masha leder stedet på sin helt egen måde – et sted mellem genialitet og sindssyge.

Ideen var sjov nok. Jeg kedede mig bare ret meget efter kort tid, og så er 400+ sider ret langt. Hovedpersonen er den midaldrende kærlighedsforfatter Frances, der får hedeture og dårlige anmeldelser, og de andre gæster har både nogle ret traumatiske grunde til at komme til ‘Tranquillum House’, og nogle lidt mere fjollede. Alt fra parproblemer over en lotterigevinst og nogle plastikoperationer til tabet af et barn.

Mit hovedproblem med historien er karaktererne, som er utroværdige og urealistiske. Man er i hovedet på dem alle sammen på skift, og det bliver simpelthen for overfladisk. Måske det er med vilje, at personerne skal være lidt karikerede og fjollede, men når forfatteren blander tragiske emner som selvmord, spædbarnsdød, stofmisbrug og dyb ensomhed ind i kabalen, bliver det hele lidt underligt. Plottet er også ret fladt, og det store twist, der sker lidt over halvvejs, er bare … sært. Jeg var ved at droppe bogen flere gange undervejs, men håbede den blev bedre. Det gjorde den ikke.

Grunden til, at den alligevel hverken får 1 eller 0 stjerner er, at den måde Moriarty beskriver de hårde oplevelser, som flere af karaktererne har, faktisk var rørende, og to gange fik jeg våde øjne. Men, UF, hvor kunne hun have gjort meget andet mere interessant med de mange sider.

Vurdering: 2 stjerner **

Mini-anmeldelser af Stoner, Normal People og Eve out of her ruins

Tre bøger med meget på hjerte.

Højsommeren er over os, men jeg vil lige advare: Vi er ikke ude i nogen traditionelle sommerbøger her, snarere tværtimod. De er til den tunge side, men til gengæld efterlader de alle tre et stort indtryk og er alle under 300 sider. De har ikke det store til fælles; Jeg har bare indset, at jeg ikke har tid til at lave individuelle anmeldelser af alle de bøger, jeg læser for tiden, så hellere lidt kort, men godt, så I ved, om det er noget, I bør kaste jer over.

STONER af John Williams, udgivet i 1965 af New York Review Books, 278 sider
– En vaskeægte nyklassiker

KORT RESUME: Den ganske almindelige William Stoner vokser op på en gård i Missouri, og fremtidsudsigterne er at blive landmand og overtage gården efter sine forældre. Men lidt ved et tilfælde kommer han på universitetet, hvor han finder en ganske anden passion end jordbrug, som det ellers er meningen, han skal studere. Bogen bevæger sig gennem hans liv med ægteskab, job, barn, relationer og drømme – og en lang række skuffelser.

Minianmeldelse: Jeg ville virkelig elske at elske denne bog. Jeg har fået den anbefalet så mange gange, og jeg glædede mig og håbede løbende, at jeg ville elske den mere, end jeg endte med at gøre. Det ER en virkelig smuk bog. Men også en lavmælt, stilfærdig, langsom og lidt trist bog. Jeg ved, den har en speciel plads i hjertet hos mange, og jeg er da også glad for at have læst den. For mig var der dog lidt for meget dårligdom og trummerum, og hovedpersonen var lidt for trist og for passiv til, at jeg rigtig kunne nyde den. Sproget er også lige lovlig nøgternt til min smag. Ikke ret meget beskrivelse, hverken af miljø, personer eller tanker, og dialogen er ofte ganske kortfattet, hvilket jeg finder svært at leve mig ind i. Jeg tror, at djævelen ligger i detaljen i denne bog, dvs. man skal kunne læse meget mere mellem linjerne, end jeg kan. Men jeg må indrømme, at den er vokset på mig, siden jeg læste den færdig for et par måneder siden. Nogle gange skal selv de utålmodige (som jeg) tage sig tid til at synke ind i en langsom, tilsyneladende begivenhedsløs fortælling, for der er noget smukt i selv de mest almindelige liv.
Jeg håber inderligt, at Stoner får et stort og begejstret publikum, og jeg vil anbefale den til alle, der elsker klassikere, 1900-tals-litteratur og dannelsesromaner i det hele taget.

Min vurdering: 3,5 stjerner ***’

NORMAL PEOPLE af Sally Rooney, udgivet i 2018 (på dansk i 2019) af Hogarth, 273 sider
– En ualmindelig kærlighedshistorie, som klart fortjener sin hype

RESUME: Connell og Marianne mødes, mens de går i folkeskole, hvor han har masser af venner og er stjernen på fodboldholdet, mens hun mere er en reserveret enspænder. En dag Connell henter sin mor fra sit rengøringsjob hos Mariannes familie, begynder de to at tale sammen, og en sær samhørighed mellem dem opstår. Det bliver starten på et langt og kompliceret forhold, hvor de igen og igen drages mod hinanden og alligevel aldrig rigtig er det samme sted i livet. Mens de går på universitetet og Marianne er blevet den udadvendte, mens Connell ikke føler han passer ind, og mens Marianne stille og roligt trækker sig selv i en mere og mere selvdestruktiv retning.

Minianmeldelse: Kan ikke huske, hvornår jeg sidst har slugt en bog så hurtigt. Ikke de sidste mange år i hvert fald. Det er på den ene side en klassisk kærlighedshistorie, og på den anden side er den så frisk og nyskabende og rå og slet, slet ikke traditionel. Den er virkelig god, og jeg er blæst bagover af, hvor præcist forfatteren fanger personerne og gør dem voldsomt troværdige. Jeg var nok også ret godt forberedt på bogens stil, fordi jeg netop havde læst Sally Rooneys debutbog ‘Samtaler med venner’. Faktisk var jeg endnu gladere for denne bog end for debuten, og jeg giver den solide 4,5 stjerner.

Min vurdering: 4,5 stjerner ****’

EVE OUT OF HER RUINS af Ananda Devi, udgivet i 2016 af CB Editions (findes desværre ikke på dansk), 168 sider
– En hjerteskærende historie om skyggesiden af ferieparadiset Mauritius

RESUME: Bogen handler om fire unge mauritianere, der som mange af deres jævnaldrende er fanget i deres lands endeløse volds- og fattigdomsspiral. Eve, som bruger sin krop som eneste magt; Savita, Eves bedste veninde, der vil have, at de skal flygte; Saadiq, som har et stort uforløst poetisk talent og som er forelsket i Eve; og Clélio, rebellen, der desperat håber at hans bror vil sende bud efter ham fra Frankrig.

Minianmeldelse: Eve out of her ruins er ikke nogen sjov bog. Den er poetisk og hård, ret brutal faktisk, og ikke for sarte sjæle. Men den er stærk med en god portion femi-power og en virkelig stærk hovedperson. Jeg fik den anbefalet som en rebound-bog efter Napoli-bøgerne, som jeg E-L-S-K-E-D-E, og jeg kan godt se en lille lighed med seje Lila fra de bøger. I ‘Eve out of her ruins’ er 17-årige Eve mega sej og temmelig skrøbelig. Men hun har også været udsat for alt for meget i sin unge alder, og jeg kunne næsten ikke holde til at læse de kun 168 sider. Bogen giver et godt indblik i Mauritius’ skyggeside – i slummen, bag alle lystyachterne, strandpromenaderne og de rige turister, vokser en generation op uden fremtid. Det er sikkert ikke noget særligt for Mauritius, men helt klart et sted, jeg ikke havde skænket mange tanker før. Især den sidste halvdel er virkelig spændende og dramatisk, og den er klart læseværdig. Men den er ikke for alle, og man skal være klar til et fragmenteret, åndeløst sprog, hvor ofte mere fornemmer end egentlig ved, hvad der foregår. På en måde svæver den et sted mellem poesi og prosa. Årsagen til, at jeg alligevel ikke giver den en højere rating er, at den var lidt længe om virkelig at gribe mig samt skrivestilen, som ikke helt er min – ja, stil.

Min vurdering: 3,5 stjerner ***’

Tags: boganmeldelse, boganbefaling, ensomhed, selvstændighed, kvinder, unge, fattigdom, slum, misbrug, opvækst, vold


Anbefalinger til stranden, togturen og sommerhuset: 9 virkelig gode sommerbøger

En stak virkelig gode bøger, der især vil gøre sig godt som sommerlæsning.

Endelig skinner solen igen, og uanset om man har lang sommerferie lige om hjørnet eller ej, så er der noget magisk ved sommeren – og ikke mindst noget helt særligt ved at læse i de varme, lyse måneder.

For mig er den perfekte sommerbog i den lettere ende, men med noget på hjerte, ikke for indviklet (man skal kunne tage et dyp i poolen ind i mellem) og en rigtig pageturner (kan ikke lige komme på et godt dansk ord, men altså bøger, man bare flyver igennem). Her har jeg samlet en stak af blandede nye og lidt ældre bøger, som jeg ville ELSKE at læse for første gang denne sommer. De fås både på engelsk og dansk – og fordelen ved dem, der ikke lige er udkommet, er, at de faktisk kan fås på biblioteket uden særlig lang venteliste og som rejsevenlige paperbacks.

God læselyst, og god sommer!

Sally Rooney: “Normal People” (Normale mennesker), 266 sider, Faber & Faber 2018.
Man slubrer den i sig, fortællingen om Connell og Marianne, der vokser op i den samme lille by i Irland og hvis liv fletter sig ind i hinanden, selvom de virkelig prøver på at undgå det.
STIKORD: Kærlighedshistorie, coming-of-age, ensomhed, venskab, Irland.
LÆS DEN HVIS DU KAN LIDE: Bøger om at finde sig selv, om kærlighed og om familie – og ikke er bange for de mørke sider af livet.

Stephen King: “11/22/63”, Gallery Books 2012.
Den er ikke som andre Stephen King-bøger, så bliv ikke skræmt væk, hvis du (som jeg) hader gysere. Det er IKKE en gyser, men en spændingsbog, utroligt godt tænkt, velskrevet, og man læser den i åndeløs spænding. Omdrejningspunktet er mordet på John F. Kennedy, noget kontrafaktisk historieskrivning og et kapløb med tiden, og så siger jeg ikke mere. Den er den ekstra vægt i håndbagagen værd!
STIKORD: Mursten, pageturner, spændingsbog, historisk, science fiction (men på en god måde) og virkelig underholdende og overraskende.
LÆS DEN HVIS DU KAN LIDE: Amerikansk politik og kloge krimier.

Angie Thomas: “The Hate U Give”, 444 sider, Balzer + Bray 2017.
16-årige Starr vokser op i et fattigt sort kvarter, men går på fin, rig privatskole og mikser ind og ud mellem to verdener. Uproblematisk indtil den dag hendes barndomsven Khalil bliver skudt af politiet. Om politivold, ungdom, oprør og uretfærdighed – og selvfølgelig også om venskab, kærlighed og familiebånd. Igen, en pageturner som både er sjov, rørende og med en alvorlig og vigtig undertone.
STIKORD: Pageturner, ungdomsbog, racekonflikt, USA, rebeller
LÆS DEN HVIS DU KAN LIDE: Bøger om racesituationen i nutidens USA

Colson Whitehead: “The Underground Railroad” (Den underjordiske jernbane), 306 sider, Anchor Books 2016
Her skal man nok være lidt klar på noget, som gør lidt ondt. Altså, det er en bog om slavetiden i USA, så det er svært at undgå, men det er også en virkelig stærk og sej bog om Cora, en ung slave på en bomuldsplantage i Georgia, som får mulighed for at flygte nordpå via en gigantisk underjordisk jernbane, der løber under USA.
STIKORD: Slavetiden, USA, historisk fiktion, spænding
LÆS DEN HVIS DU KAN LIDE: Historie og gerne vil blive klogere, mens du læser noget hæsblæsende og bevægende.

Haruki Murakami: “What I talk about when I talk about running” (Hvad jeg taler om, når jeg taler om at løbe), 174 sider, Vintage Books 2008.
Den tyndeste bog i stakken og den eneste ikke-fiktion i denne omgang, men alligevel en bog, der bliver hos dig, længe efter den sidste side er vendt. Murakamis egne tanker om langdistanceløb, mental træning frem mod et maraton og bare generelt et vidunderligt indblik i, hvad løb har gjort for Murakamis liv og skrivelyst. Et must for Murakami-fans, men kan også sagtens være den første du læser fra hans hånd.
STIKORD: Løb, selvudvikling, filosofiske tanker, lykke, livet og udholdenhed.
LÆS DEN HVIS DU KAN LIDE: At stoppe op og tænke lidt over livet

Chimamandah Ngozi Adichie: “Americanah”, 477 sider, Fourth Estate 2013.
Ifemelu og Obinze bliver forelskede som teenagere i Lagos. Men folk rejser væk fra et militær-styret Nigeria, og Ifemelu rejser til USA for at studere. Hun elsker det og hader det og oplever vægten af noget, hun aldrig før har skænket en tanke: sin race. Obinze havde tænkt sig at følge med hende, men i et post-9/11-USA er det ikke så enkelt. Historien er et clash mellem to verdener, en kærlighedshistorie og en fantastisk og nuanceret bog, der gør dig klogere.
STIKORD: Race, Nigeria, USA, kærlighed, migration, klassesamfund, kulturclash
LÆS DEN HVIS DU KAN LIDE: Den nære menneskehistorie sat i en vigtig samfundsmæssig kontekst. Og hvis du bare er vild med en velskrevet pageturner, som også er relevant.

Harper Lee: “To kill a mockingbird” (Dræb ikke en sangfugl), 309 sider, Arrow Books 1960.
Klassikeren i stakken, og en bog jeg har læst to gange (det gør jeg virkelig sjældent, der findes jo så mange gode bøger i verden). Det er klassikeren om advokaten, der vælger at forsvare en sort mand, der er anklaget for voldtægt af en hvid pige i 1930’ernes raceopdelte Sydstats-USA – fortalt gennem hans lille datter Scouts øjne.
STIKORD: Race (der tegner sig åbenbart et mønster i stikordene, kan jeg godt se), USA, Sydstaterne, retfærdighed, historie, svære valg
LÆS DEN HVIS DU KAN LIDE: Amerikanske klassikere, historiske bøger og lidt sødsuppe-moral.

Curtis Sittenfeld: “Eligible”, Random House 2016.
Den eneste reelle chicklit i bunken, en genre jeg faktisk sjældent er til, men denne her er virkelig fin og sjov og en moderne genfortælling af Jane Austen-klassikeren Stolthed og fordom. Den drejer sig, som originalen, om Liz og hendes søstre i familien Bennet, men udspiller sig i nutiden i ærkeamerikanske Cincinatti og er sjov, sød, romantisk og udspiller sig blandt andet omkring et realityshow.
STIKORD: Genfortalte klassikere, rige mennesker, den eneste ene, familie, søstre, ægteskab
LÆS DEN HVIS DU KAN LIDE: Bøger som Big Little Lies eller andre romance novels – og selvfølgelig hvis du er Jane Austen-fan. Uden tvivl den mest strandegnede af bøgerne.

Richard Russo: “Empire Falls”, Vintage Books 2001.
Bogen handler om et lilleputsamfund i USA og om Miles, der har langet burgere over disken i Empire Falls i 20 år, hans datter Tick, som går i gymnasiet, og hans kone, som er ved at forlade ham for en selvglad fitnesstype. Og om den rige og mystiske familien Whiting der ejer alt i byen og som på en eller anden måde er viklet godt og grundigt ind i Miles’ familie. Den læser nærmest sig selv.
STIKORD:
LÆS DEN HVIS DU KAN LIDE:

Vild erindringsbog burde være pensum for alle: Anmeldelse af Tara Westovers ‘Educated’

Educated er den bedste bog, jeg har læst i år.

Titel: Educated – a memoir (dansk titel: Oplyst)
Forfatter: Tara Westover
Udgivet: 2018
Sidetal: 334

Man kan se det for sig. Bjergtinderne med sne på toppen, som kan ses fra vinduet i det gule hus, de vilde heste, hvedemarkerne, der duver i vinden. En selvforsynende familie fra Idaho i det nordvestlige USA, som passer sit og på mange måder lyder som noget fra Det lille hus på prærien. Og så kan man alligevel overhovedet ikke forestille sig det.

Tara Westover beskriver i sin erindringsbog sin barndom, hvor hun aldrig har sat foden i et klasseværelse, ikke ejer en fødselsattest, og hvor ingen i familien nogensinde har været til lægen. Familien er fundamentalistiske mormoner, og især faren har temmelig paranoide forestillinger om, hvordan regeringen bla. hjernevasker skolebørn, og Tara bruger alle sin barndoms somre på at sylte ferskner og andre forberedelser til når dommedag kommer.

Der er vold og mandschauvisnisme, ensomhed og livsfarlige ulykker på farens losseplads. Men der er også masser af kærlighed til den vilde utæmmede natur, det simple liv og den stædighed og vilje til at arbejde hårdt, som Westovers forældre trods alt har givet deres børn.

Bogen er et blændende eksempel på, hvor vigtig uddannelse er. Tara Westover sad for første gang i et klasseværelse som 17-årig og kendte for eksempel intet til jødeforfølgelserne under 2. Verdenskrig og måtte stykke hele verdenshistorien sammen bid for bid. Alligevel formår hun at skabe sig en imponerende akademisk karriere uden nogen støtte fra sit bagland.

Og hvis man synes det lyder lidt for selvretfærdigt eller en anelse for yndigt, så er det på ingen måde sådan det er skrevet. Ingen personer eller steder i bogen er kun sorte eller hvide, der er ikke gode og onde, og selvom Westover på mange måder har lidt på grund af sin opvækst, så gør hun det også klart, at alt har to sider, og den bror som har mishandlet hende og udøvet psykisk hetz mod hende hele hendes barndom også er den blideste, kærligste bror.

Efter at have læst den sidste side i bogen er jeg derfor ganske enkelt målløs.

Min hals er tør, øjnene våde. Undervejs har jeg både været foruroliget, forundret, forarget, henført og oprørt, men nu er jeg mest af alt bare rørt.
Tara Westover skriver, så man står måbende tilbage over den styrke og det mod, hun udviser. Til at stille spørgsmålstegn ved hele sin verdensopfattelse, og til at mærke efter hvem hun er og holde fast i det.

Det er den bedste bog jeg har læst i år og i lang, lang tid. En af de sjældne, funklende femstjernede.

Bedømmelse: 🌟 🌟 🌟 🌟 🌟

Læst færdig:

Boganmeldelse af ‘Mænd uden kvinder’: Alt for lidt Murakami-magi

Titel: Mænd uden kvinder
Forfatter: Haruki Murakami
Udgivet: 2014 (på dansk ved Mette Holm i 2015)
Sidetal: 210

En novelle rummer for lidt plads til at folde en rigtig Murakami-fortælling ud. Det må være min konklusion efter at have læst novellesamlingen ‘Mænd uden kvinder’ med dens syv tematisk forbundne historier om ensomhed, kærlighed og identitet.

Det skorter som sædvanlig hverken på katte, jazzmusik eller forvirrede karakterer, og det holder jeg meget af, men jeg mangler den hjertevarme, der som regel farver hans længere romaner.

Jeg elsker normalt Murakami. Det føles som eskapisme i sin pureste form; man kan putte sig i hans magiske realisme, drukne i hans metaforer og drømme sig væk i et for mig eksotisk, japansk univers af ukendte bynavne og personer der opfører sig sært. Han er en mester i at beskrive hverdagen og de mindste små sysler, såsom at spise havregryn eller binde sine snørebånd, ultrapræcist og som noget vigtigt og dyrebart. Noget, der især kommer til sin ret, når han skriver langt og lader personerne og deres små gøremål og tanker fylde og ligesom udfolde sig i realtid. I denne novellesamling bliver det nærmest lidt banalt det hele, fordi han kun lige får fortalt skitsen af sin historie hver gang.

Lad mig prøve at uddybe, hvad jeg mener.

De fleste af de syv noveller tager udgangspunkt i en mand (der fortæller om en anden mand), som har sig nogle gevaldige problemer med en kvinde. Det ligger selvfølgelig også i titlen, men jeg synes det bliver lidt ensformigt at høre om den ene usympatiske, utro kvinde efter den anden. Desuden bliver hans sprog (som jeg normalt nyder for sin enkle stil) simpelthen for kedeligt, når han slår knuder på sig selv for at gentage, at det er svært for ham at skrive.

Og så var der så meget ufortalt, og det er irriterende, når det tager overhånd. Vi taler ikke om et lille drys mystik eller en enkelt åben slutning, men så mange gådefulde sætninger, at jeg mistænker ham for at være for doven til rent faktisk at have besluttet sig for, hvad den rigtige baghistorie er (hvilket jeg naturligvis ikke rigtigt tror er den rigtige forklaring). Som her, hvor det aldrig bliver forklaret videre:

Derfor kan jeg kun afsløre, at jeg kendte hende i ganske kort tid for meget længe siden, og at vi var tæt knyttet til hinanden, man at der skete noget, så vi blev nødt til at skilles.

– ‘Mænd, som ikke har en kvinde’, side 174

Alting behøver ikke altid blive forklaret, og nok særligt ikke i noveller. Men jeg synes det ufortalte fylder så meget, at jeg ikke rigtigt investerede mig i historierne og var nærmest ligeglad med, hvad der skete i dem.

Til gengæld har novellerne i overflod af opfindsomhed, og flere af dem er meget rørende på hver deres måde. Som ‘Det selvstændige organ’, hvor en selvglad, succesfuld læge sulter sig af sorg over en kvinde, han ikke kan få; og i ‘Kino’, hvor en mand hvis kone har været ham utro først må lære at føle sin sorg, før han kan komme videre og leve igen. De er begge så fint fortalt med alskens kattemetaforer og rejser og postkort og affærer og drinks og femme fatales, at det stadig er værd at læse bogen.

Men jeg er nu glad for, at bogen ikke var længere.

Det er selvfølgelig også muligt, at jeg bare slet ikke forstod den eller ikke egner mig til noveller.

Vurdering: 3 stjerner (ud af 5)

Nøgleord: Murakami, noveller, ensomhed, kærlighed, mænd og kvinder, katte, magisk realisme, mystik, at miste, forladthed, identitet